Er du cykelinteresseret? Så kan du godt sætte kryds i kalenderen lørdag d. 30. juli, for der kommer PostNord Danmark Rundt til Nyborg, Vindinge, Refsvinding, Bynkel, Kogsbølle, og Stevnhøj hvor der køres enkelstart.
Oplev bl.a. Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Christopher Juul-Jensen og mange flere.
4. etape: Nyborg 19,6 km enkeltstart
Første rytter sendes af sted ca. kl. 14.45 fra Torvet i Nyborg ad Slotsgade.
Sidste rytter starter kl. 16.50.
Første rytter er i mål ca. kl. 15.10 og sidste rytter krydser målstregen mål ca. kl. 17.15 på Strandvejen ud for Havnepladsen.
Rute: Torvet – Vindinge – Refsvindinge – Bynkel – Kogsbølle – Stevnhøj – Nyborg.
Rutebeskrivelse
Den afgørende enkeltstart køres for anden gang med start og mål i Nyborg. I 2005 vandt Ivan Basso suverænt. I år går starten på torvet ved Nyborg Slot. En flot kulisse til de 128 rytteres ensomme kamp mod uret over 19,6 km. Efter Torvet går ruten ud forbi Nyborg Statsfængsel, gennem Vindinge og første mellemtid efter 8,1 km i Refsvindinge. Videre mod Bynkel ad en lille og kringlet vej. I Kogsbølle starter opstigningen til Stevnshøj, hvor anden mellemtid er placeret efter 14,3 km. Retur ad Svendborgvej forbi Holckenhavn Herregård med opløb i Nyborg foran Havnepladsen. En lidt længere enkeltstart end de foregående år på en meget varieret rute.
Billedet er fra Danmarks Cykle Union.